Efter kun seks måneder i mit seneste job stod jeg med overvejelsen om, hvorvidt jeg havde valgt rigtigt. Det var blevet åbenbart for mig, at det i hvert fald ikke var drømmejobbet, jeg var landet i, og det undrede mig, for på papiret så alt helt rigtigt ud: En ambitiøs virksomhed i vækst med stærke services, et godt forhold til kunder og brugere og med kompetente kolleger med et stærkt ønske om at bidrage til virksomhedens succes. Alligevel trivedes jeg ikke, og nu ved jeg hvorfor.

Da corona fik fat i Danmark i foråret og statsministeren lukkede landet ned, steg frygten for en krise i samme tempo som antallet af indlagte i de første uger. Derfor blev jeg corona-ledig i slutningen af marts. Optimistisk og engageret iværksatte jeg en meget aktiv og synlig jobsøgningsproces (den har jeg skrevet om her) og hurtigt fangede jeg flere virksomheders interesse. Kort tid efter skrev jeg under på en ansættelseskontrakt og et par dage senere var det i en strøget skjorte og afsted til et nyt job-eventyr.

Så hvad var problemet?

Problemet var først og fremmest, at ansættelsesprocessen gik for hurtigt for mig. Der var nogle spørgsmål, jeg ikke fik stillet, og der var nogle behov, jeg ikke fik fortalt om.

Det, jeg egentlig godt vidste

Undervejs i min corona-ledighed havde jeg fået en langt klarere fortælling om mine egne kompetencer, og jeg vidste, hvilket arbejdsmiljø, jeg ønskede at blive en del af. Både i forhold til mine kolleger, til min ledelse og medarbejdere. Gennem mange kaffemøder med sparringsvillige kontakter i mit netværk fik jeg udviklet mit pitch som fagperson og som leder, og det blev rimeligt skarpt. I hvert fald var der flere virksomheder, der var interesseret i enten at ansætte mig eller købe konsulentydelser af mig. Very nice.

Til gengæld glemte jeg at få indarbejdet mine behov som medarbejder i mit pitch, selvom jeg faktisk brugte en del tid på at reflektere over netop dét på flere lange gåture i skoven. På de gåture blev jeg klogere på, hvad der igennem tiden havde været til stede, når jeg performede allerbedst og modsat også, når jeg performede rigtig dårligt. De refleksioner førte til et LinkedIn-opslag, hvor jeg egentlig var ret stolt af at kunne sætte ord på.

Det, jeg alligevel glemte

Alligevel fik jeg ikke taget de punkter med mig til jobsamtalerne, og derfor fik jeg heller ikke spurgt ind til, om jeg kunne forvente et arbejdsliv, der tog højde for de behov, der gør mig til en performer.

Der findes jo nok nogenlunde lige så mange virksomhedskulturer, som der er virksomheder, og det er åbenbart, at vi alle har forskellige præferencer – ligesom alle chefer har deres egen ledelsesstil. Alligevel nedprioriterede jeg at få afdækket, om den virksomhed, jeg skulle arbejde i og bruge mere end en tredjedel af min vågne tid på, egentlig passede til min måde at arbejde på.

Da jeg opdagede, at min forsømmelse betød, at jeg var havnet et sted, hvor jeg ikke trivedes, måtte jeg fluks i gang med at finde ud af, hvordan det kunne være. Erkendelsen kom dels af at genbesøge min MBTI-profil og dels af at tage nogle åbne og ærlige snakke med både min mentor og en tidligere chef. Det fik jeg nye indsigter ud af – i tillæg til dem, jeg opnåede på forårets gåture. Så nu kan jeg klarere end tidligere formulere mine behov:

Ligesom når jeg selv leder andre, motiveres jeg af transparens og proaktivitet, og jeg trives derfor også i et lederteam, hvor disse værdier håndhæves. Jeg går op i intern koordinering med stakeholders, klare rolle- og mandatfordelinger, at få styr på the basics som forudsætning for the advanced, og søger aktivt co-creation og samarbejde, fordi jeg tror på, at den ekstra tid, det kræver i forberedelsen, er godt givet ud på længere sigt.

Fremtiden venter, og jeg er klar

Da jeg havde nået dén erkendelse, måtte jeg tænke over, hvordan jeg kunne skabe mig de rammer i mit arbejdsliv; alle virksomheder arbejder jo forskelligt og kunne jeg falde til i de rammer, jeg var havnet i, med de behov, de kunne dække og dem, de ikke kunne?

Svaret kender vi nu, for jeg har sagt op. Jeg er dermed på udkig efter nye eventyr fra 1. januar 2021.

Jeg ved også, at næste gang jeg ansættes i en virksomhed, vil jeg vægte afdækningen af virksomhedens behov og mine evner til at hjælpe dem samt mine behov for at kunne performe i stillingen præcis lige højt.

Måske tænker du, at jeg er en special needs-person, når du læser ovenstående. Men det er jeg faktisk ikke; jeg tager ansvar for mig selv og min kommende arbejdsgiver.

Nu venter fremtiden og nye eventyr, og jeg glæder mig til de nye udfordringer, jeg skal møde samt at hjælpe en eller flere nye virksomheder med at opbygge og lede et MarCom-team, der professionaliserer virksomhedens brand og processer til den moderne B2B-købsrejse, så de kan nå deres forretningsmål.

Disclaimer: Som det gerne skulle fremgå af indlægget, respekterer jeg virksomhedens måde at gøre tingene på, ligesom de anerkender mine behov. Der var simpelt hen tale om et mismatch, og vi skilles på god fod.

---

Se også: Hyr mig