Det har jeg lært om ledelse ved at dyrke kampsport

Brugen af sportsanalogier er udbredt som akne på en teenagers ryg, når man taler om ledelse. I dette indlæg melder jeg mig i koret, for der kan være mange gode ting at tage med sig fra sin sport, når man er leder. I dette tilfælde er sporten kickboxing.

Jeg har bokset og kickboxet i over 11 år, og udover at det er den motionsform, der bedst motiverer mig, har jeg også opdaget, at man af de læresætninger, mine trænere gennem tiden har gentaget igen og igen og igen faktisk også er dem, jeg ofte bruger som leder. Både i forhold til personaleledelse, men også i forhold til at være faglig leder. Her er min 5 mantraer, jeg tager med fra ringen til kontoret:

1. Det handler ikke om dig hele tiden – læs din makker

I mange typer af kampsport træner man med det, der hedder pletpuder. Det er nogle slagpuder, ens makker har på, som man så kan slå eller sparke på. Når man er den, der har pletpuderne på, er man den, der skal sørge for, at ens makker får en god træning. Det gør man ved at læse sin makker: Hvilken højde skal pletterne være i (hans/hendes hovedhøjde)? Hvor hårdt slår han/hun (ergo hvor meget skal der gives modstand)? Hvor god form er han/hun i? Skal der presses? Er hun/han dygtigt teknisk og skal have ekstra udfordrende kombinationer?

Pletpudetræning er på den måde lig den daglige ledelsesopgave, for hvordan sørger man som leder for at skabe de rammer, medarbejderen trives i? Det er lederens opgave at skabe dem, ligesom det er pletpudeholderens opgave at sikre den gode træning.

Det er aldrig nok at læse sin makker/medarbejder én gang, for dagsformen kan variere. Derfor er nærvær afgørende – og empati. Både en makker, der egentlig ikke var motiveret til træning den dag og en medarbejder, der heller ikke lige ramte dagsformen, kan faktisk energizes til både at få en god oplevelse og performe over forventningerne med en opmærksom leder. Nogle gange kan det være at hente morgenkaffen til teammedlemmet, der har sovet frygteligt, eller det kan være den joke, der løfter stemningen. Andre gange skal der mere til med deadlines, der flyttes, opgaver der omprioriteres eller en arbejdssituation, der tilpasses. Det kan også være den post-it, der venter på skærmen næste morgen, men en smiley og ros for en opgave, der ellers sjældent anerkendes.

2. Vi sparrer med hinanden, ikke mod hinanden

Ligesom en uopmærksom pletpudemakker er dødens pølse, er en trynende sparringspartner det også. Uanset hvem man ender med at sparre med, er forholdsordet netop “med”. Aldrig “mod”. Ens sparringspartner kommer nemlig fra samme klub, dvs. man er på hold sammen og forbereder hinanden til at kæmpe mod modstandere fra andre klubber. Det er derfor aldrig en målsætning at slå sin sparringspartner i gulvet, men derimod at udfordre og presse, så de bliver bedre. Det gælder, uanset om man selv eller makkeren er den dygtigste eller mest erfarne, for lige meget hvad, er der altid noget at lære i en sparringssituation: Fra parader til kombinationer til hurtighed til overblik.

Arbejdspladsens sparringssessioner er i samarbejdet med kollegerne og de medarbejdere, man har i sit team. Det er okay at udfordre med svære opgaver, at lægge lidt pres på, men kan man se, at det bliver for meget, letter man presse lidt og giver plads til, at teamet kan trække vejret. Også selvom man er ivrig efter løsningen på en opgave, for med en kort pause, kommer man oftest stærkere igen.

I den anden ende af skalaen er sparringspartneren, der ingenting giver. Det kan være pga. arrogance eller manglende engagement; uanset hvad er det ufrugtbart, for ingen lærer noget. Det værste er næsten sparringspartneren (både til træning og på job), der tror hun/han kan det hele og derfor slet ikke går ind i sparringen. Det vender jeg tilbage til i punkt 5.

Min erfaring med sparringsprocesser i ledelsesammenhæng har jeg også skrevet om i indlægget om ledelse af millennials her – især afsnittet om iterative designprocesser.

3. Fokusér på at lave øvelsen ordentligt i stedet for hurtigt

Enhver der træner ved, at en øvelse udført korrekt, giver tifold en øvelse udført sjusket, hurtigt og hvor det bare skal overstås. Det virker åbenlyst, at det samme gør sig gældende med ledelse – alligevel findes der hundredevis af ledere, der synes, at personaleledelse kan klares på 10 minutter onsdag eftermiddag.

Hvis man synes ledelse bare skal overstås, burde man ikke være leder.

4. Man er altid med på de sidste 10

Dette punkt handler ikke om at presse sig selv ud over kanten og lade som om stress ikke findes – tværtimod er en anden læresætning fra træningen, at det er okay at tage en pause, tage et par dybe indåndinger og så være med igen.

At være med på de sidste 10 handler i stedet om ikke at give op, når det bliver hårdt eller svært. For det bliver begge dele, når man arbejder med ledelse, og man kommer til at stille spørgsmålstegn ved sig selv og de prioriteringer, man har lavet, mange gange undervejs. Når man er med på de sidste 10 lærer man imidlertid også, at man kan meget mere end man troede, og det flytter ens mentale grænse. Det er sundt, både til træning og i ledelse.

5. Man træner for at blive bedre – ikke fordi man er verdensmester i forvejen

Af og til møder man træningskammerater, der siger “jeg behøver ikke træne lige slag, det kan jeg nemlig godt”. Lige slag, hvor man fører hånden fra kindbenet ud i strakt position og tilbage til kindbenet (uden svinkeærinder, strittende albuer eller bukkede håndled) er det første slag, man lærer, når man begynder at bokse. Men sandheden er, at ikke engang Mikkel Kessler er færdig med at træne sine lige slag eller de øvrige basics, der hører til sporten. Lige så vel som Serena Williams heller ikke er færdig med at træne sin serv, selvom hun allerede har vundet 22 Grand Slams.

Ydmygheden er i mine øjne den største dyd, man kan overføre til sin tilgang til ledelse.

Hver dag er en ny træning og hver dag kan man på cyklen efter arbejde evaluere de valg, man traf, og reflektere over, om man kunne have håndteret denne eller hin situation anderledes med et bedre resultat.

På samme måde kan jeg stadig ses stå foran spejlet og træne 1-1-2 (jab-jab-baghånd), mens jeg holder øje med min teknik og med om jeg får coren med i mine slag. Gør jeg ikke det, begynder de dårlige vaner hurtigt at snige sig ind, formen skrider og effekten af mine slag ligeså.

Husker du også at træne dine basics?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s